Pallerammer som krukker

En have består blandt mange ting selvfølgelig også af planter, både med og uden blomster, løvfældende og stedsegrønne. Selvom det er muligt, og nogle gange ret forfriskende, at plante om i bedene, for at få et nyt udtryk, så er der en anden måde at få forandring på i haven: krukker! Krukker er gode både til sommerblomster, krydderurter, løgplanter og stauder, og med krukker er det nemt at ændre udtrykket fra år til år.  De kan endda flyttes rundt på uden at planten bliver berørt af det og blandt andet derfor er krukker så gode i haven.

Pallerammer i Botanisk Have

Vi var for nogle uger siden på besøg i Botanisk Have i Aarhus, og på grund af vejret og årstiden så var det især væksthusene der trak! Herinde, i det store runde væksthus med cafeen, havde Botanisk Have lavet deres egne krukker på en rigtig smart måde: med pallerammer!

Krukke lavet brugte og tilpassede pallerammer

Pallerammer brugt som krukke i Botanisk Have i Aarhus.

Pallerammerne er sat sammen 2 og 2 og placeret på en special lavet “palle”. Jeg kunne ikke se om selve rammerne var foret med plastic, men det vil uden tvivl forlænge holdbarheden af træet. Pallerammer er lavet af ubehandlet træ, og holdbarheden er derfor lidt begrænset, men beklædes rammerne indvendigt med plast så lægges der helt sikkert flere år til levetiden. Du kan eventuelt bruge bassindug der kan købes i mange større byggemarkeder og plantecentre, og bassindug har den fordel at det er meget stærkt og fint tåler at blive gjort fast til træet med søm eller skruer.

Pallerammer sat oven på hinanden og brugt som krukke

Øverst i krukken er der lagt et lag af lecakugler

På billederne ses det tydeligt at de 2 pallerammer er lavet noget mindre end de fås som standard. Pallerammer fås i 2 størrelser så de passer på henholdsvis en hel og en halv europalle. Det vil sige 80x120cm eller 80x60cm. Hjørnebeslagene er lige til at skrue af, og på den måde er det nemt at lave krukkens størrelse som du ønsker. Husk dog at save brædderne nogenlunde vinkelret af så beslagene kan skrues ordentligt på.

De fine krukker kan som en ekstra detalje monteres med kraftige møbelhjul under, og så er de lige til at flytte rundt på. Her i Botanisk Have skal der bruges en sækkevogn, for krukken vejer godt til når de er fyldt med jord og planter. En af krukkerne havde dog hjul under se billedet herunder.

En krukke lavet af pallerammer monteret på hjul

Her er der monteret hjul under krukken så den er nem at flytte

4 kommentarer til “Pallerammer som krukker”

    • Det var også min tanke, passer perfekt sammen med f.eks. beton og rustent jern som også er meget in.

    • Det kan du sikkert godt have ret i. Så er der heller ikke et problem med jorden der kan ødelægge rammerne, og fint ser det jo ud.

Der er lukket for kommentarer.